Ah, dimissionsdagen. Familiefester. Studenterpriser. Guldbelagte diplomer. Paparazzi-forældre. Limousinekørsel til ceremonien. Alt sammen for at fejre mange års hårdt arbejde og de spændende ting, der venter efter folkeskolen.

Vent, hvad? Ja, folkeskoleafslutninger er blevet mere populære end nogensinde og fejrer elever helt ned til børnehavealderen. Og på min skole er afslutningen i femte klasse en alvorlig sag.

Ægte seriøs forretning.

Men hvor ung er for ung til at fejre sin eksamen?

Jeg har været lærer i femte klasse i syv år, men sidste år var mit første år på en privatskole - og mit første år med en dimissionsceremoni af denne størrelsesorden. Jeg foretrak langt de timelange dansefester, jeg havde haft med mine elever i folkeskolen, som vi holdt på den sidste skoledag for at fejre et godt år sammen.

Det var især sandt, da jeg et par uger før afslutningen på femte klasse modtog en rystende e-mail fra mine forældre.

"Jeg vil gerne vide, om (navn slettet) bliver det eneste barn, der ikke får en pris på dimissionsdagen, for jeg vil redde ham fra den forlegenhed og favorisering, der har været hele året, og vil ikke have ham med til dimissionen."

Prisoverrækkelser er en del af afslutningen på året på min skole og det sværeste, jeg skal gøre hele året. At vælge fem ud af 14 elever, der skal kaldes frem for publikum, virker som en hård pause for de andre ni. Det eneste, der adskiller de elever, der får og ikke får priser, er en knivskarp forskel i karakterer. Nogen vil altid blive udeladt, og det er tydeligt, at forældrene føler sig presset.

Jeg valgte ikke at svare på mailen, da jeg vidste, at beskyldningen var sendt i en tilstand af angst og var ubegrundet. Den pågældende dreng ville faktisk modtage en pris, ikke på grund af sin mors insisteren, men fordi hans akademiske præstationer berettigede det.

På dagen for ceremonien blev den elev og fire andre anerkendt og klappet af og fotograferet sammen i nyt tøj. Mundtligt lykønskede jeg alle eleverne - uanset deres præstationer - med at have haft et fremragende år og ønskede dem held og lykke på deres nye skoler. Jeg fik endda en undskyldning fra Angry Mom.

Folkeskoleafslutningen fortsætter ... og det gør jeg også

Men når jeg nærmer mig endnu et års dimission, føler jeg mig urolig. Ikke for at tage noget fra min nuværende klasse af fantastiske, vidunderlige elever, som forbereder sig på at tage af sted til nye skoler, men jeg mener, at sådanne festligheder bør være forbeholdt slutningen af high school og college. Når alt kommer til alt, når du har fået en limousinekørsel i en alder af 11 år, hvad er der så ellers at se frem til?Hvordan vil du toppe den grad af glorificering i fremtiden, når du allerede har modtaget sådanne anerkendelser? Er det for meget, for tidligt eller en prisværdig måde at fejre vores børn og deres præstationer på?

Jeg kender ikke det rigtige svar, men det er tid for mig at aflevere mine valg til dette års priser. Uanset hvem der får prisen, er der én ting, vi alle skal gøre dagen før dimissionen.

Vi skal danse, som om der ikke var nogen i morgen.