Skolegårde i dag er generelt glade, lyse og plastikagtige eventyrlande. Puder af træflis eller genbrugsgummi blødgør fald, og legepladsens grænser er pænt kortlagt, så lærerne kan holde et godt øje med deres elever.

Og selvom børn fra 70'erne og 80'erne måske med glæde mindes og kalder moderne legepladser for "bløde", ved alle, der underviste i de årtier, at der måtte opdateres - 70'ernes og 80'ernes legepladser var dybest set en invitation til skadestuen. Veteranlærere, tag et kig på disse fotos og husk, at vi overlevede.

1. Mary-Goes-Down ( aka Karrusel )

Ideelt set: Et par børn hoppede på, mens et andet travede mageligt ved siden af for at dreje rundt. Børnene roterede uselvisk, så skubberen fik rigelig tid til at køre.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Skubberen løb så aggressivt, at han uundgåeligt faldt og blev trukket af Mary-go-down, og først stoppede, da han endelig gav slip eller løb ind i et af de andre 50 børn, der faldt af.

2. tredje grads brænder ( aka Metal Slide)

Ideelt set: Fordi børn er gode til at skiftes, stillede de sig op på række og ventede, til den forrige rutsjebane havde nydt sin tur og evakueret rutsjebaneområdet. Derefter klatrede de op ad stigen for at nyde en jævn rejse tilbage til jorden.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Det var faktisk svært at skelne mellem de enkelte børn i den stadige strøm af skrigere, der tumlede over hinanden i bunden af rutsjebanen. Og lad os ikke glemme den reelle og smertefulde fare ved en metalrutsjebane på en varm sommerdag.

3. se Jane Whiplash ( aka Seesaw )

Ideelt set: To relativt lige store børn brugte deres ben til at hoppe op og ned.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Og hvis vi med "lige" mener syv børn mod et, så ja. Og der var altid, ALTID, den idiot, der hoppede hurtigt af og lod sin intetanende partner lande med et bump, der fik hjernestammen til at ryste.

4. hudskraberen ( aka Asfalt )

Ideelt set: Eleverne brugte denne hårde plads til at tegne med kridt, spille basketball, hoppe med bolde eller lege hinkerude.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Kridtskufferne løb ud på basketballbanen, og de, der hoppede, stødte ind i dem, der spillede firkanter. Skænderier. Så mange skænderier. Og når børnene faldt? Selv hvis din asfalt ikke var ødelagt og ujævn, kunne du regne med grafiske hånd- og knæafskrabninger.

5. Arm Breaker ( aka Jungle Gym )

Ideelt set: Et par børn strakte sig og byggede muskler, da de brugte deres arme og ben til at klatre rundt i gymnastiksalen og over abestængerne.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Så i det mindste kunne der være et barn i bunden til at afbøde faldet for det barn, der faldt fra toppen. Og mens metalvarianten for det meste er forsvundet (#metalburns), er der stadig lyse, glade og plastikagtige versioner af monkey bars. Selvom de er cirka halvt så store.

6. Pas på! ( aka Tether Ball )

Ideelt set: Det passende antal børn (to) samledes omkring tetherball'en, spillede en organiseret kamp og var gode sportsfolk.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede IKKE på, fordi kun 5 procent kendte de faktiske regler og forhindrede resten i at være med. Resten sad tilbage og græd, fordi de enten a) blev holdt udenfor eller b) fik et slag i hovedet efter at have sneget sig for tæt på. Og brændemærker fra reb på fingrene? Hver gang.

7. jeg tror, jeg kan flyve ( aka Gynger )

Ideelt set: Et barn placerede sig i gyngen og brugte sine ben til at pumpe med. Hun gyngede højt nok til at mærke faldet i maven, men ikke højt nok til at komme hele vejen rundt.

I det virkelige liv: Hele din klasse hoppede på. Bogstaveligt talt. 10 børn på én gynge. Og så fortsatte de med at forsøge at hoppe ud og lande uden at forstuve en ankel eller knuse en anden elev. Og selvom gynger stadig bruges i dag, er kæderne nu normalt belagt med vinyl, så du ikke får den frygtede metalklemme.