Dette indlæg er skrevet af et WeAreTeachers-medlem, som ønsker at være anonym.

For nylig blev jeg kaldt ned på hovedkontoret midt i min planlægningsperiode. Jeg skulle hente en genstand, som en forælder havde afleveret til sit barn. Da jeg troede, det var noget i retning af en inhalator eller penge til aftensmad, hentede jeg det med glæde.

Da jeg kom hen til receptionen, holdt forælderen en S'well-flaske frem til mig. Du ved, sådan en isoleret vandflaske på 17 ounce, knap nok større end en almindelig vandflaske.

"Hej, undskyld," sagde forælderen fåmælt. Han var i jakkesæt og tydeligvis på vej på arbejde (eller noget arbejdslignende). "Remy blev ved med at skrive til mig, at hun havde brug for det. Jeg skrev tilbage, Har de ikke vandfontæner på din skole? men jeg tror, hun bare havde at have den ude af flasken." Han grinede, som om han ville sige det, Teenagere, har jeg ret?

Jeg tog en dyb indånding gennem næsen. "Åh, sådan en har jeg også - jeg elsker min," sagde jeg. Men jeg er ret sikker på, at mine øjne sagde noget, HVAD PÅ DENNE JORD .

Vi har alle hørt om helikopterforældre, men du har måske ikke hørt om det nyeste udtryk for en bekymrende tendens, der for nylig er blevet identificeret inden for børneopdragelse: plæneklipperforældre.

Plæneklipperforældre gør alt for at forhindre deres børn i at møde modgang, kamp eller fiasko.

I stedet for at forberede børn på udfordringer, klipper de forhindringer ned, så børnene slet ikke oplever dem.

Jeg tror, at de fleste plæneklipperforældre kommer fra et godt sted. Måske oplevede de en masse skam omkring fiasko som barn. Eller måske følte de sig forladt af deres forældre i de øjeblikke, hvor de kæmpede, eller havde flere forhindringer end de fleste. Enhver af os - selv ikke-forældre - kan sætte os ind i motivationen hos en person, der ikke ønsker at se deres barn kæmpe.

Men ved at opdrage børn, der har oplevet minimal kamp, skaber vi ikke en lykkeligere generation af børn. Vi skaber en generation, der ikke aner, hvad de skal gøre, når de rent faktisk møder kamp. En generation, der går i panik eller lukker ned ved den blotte tanke om fiasko. En generation, for hvem fiasko er alt for smertefuldt, hvilket efterlader dem med håndteringsmekanismer som afhængighed, skyld ogInternalisering... Listen er lang.

Hvis vi fjerner al kamp i børnenes yngre år, vil de ikke ankomme til voksenlivet magisk rustet til at håndtere fiasko.

Det er faktisk i barndommen, at de lærer disse færdigheder.

Et barn, der aldrig har skullet håndtere konflikter på egen hånd, vil ikke gå til den første prøve, de bomber i college, og sige: "Uha, jeg er virkelig nødt til at læse mere. Jeg tager fat i studentermedhjælperen og hører, om de kender til læsegrupper, jeg kan deltage i, eller andet materiale, jeg kan læse for at klare mig bedre til den næste prøve." I stedet vil de højst sandsynligt reagere på en eller flere af følgende måder:

• Giv professoren skylden
• Ringer hjem og beder deres forældre om at gribe ind
• Får et mentalt sammenbrud eller gør sig selv ulykkelige
• Skrive grimme anmeldelser online om underviseren og deres klasse
• Begynde at planlægge den uundgåelige ødelæggelse af deres college-karriere/fremtid.
• Antag, at de fejlede, fordi de er dumme.
• Falder sammen i sig selv og giver helt op og holder op med at prøve.

Skræmmende, ikke? Jeg ser hele tiden lignende versioner af den samme adfærd som mellemskolelærer.

Et mindre eksempel på dette er en forælder, der ringede for at bede om udsættelse på et skriveprojekt på vegne af deres barn, som jeg vil kalde Josh.

"Jeg giver gerne en forlængelse," svarede jeg, "men har du noget imod at spørge Josh, hvorfor han ikke spurgte mig om det? Jeg ved, at jeg har gjort det klart for mine elever, at de frit kan bede mig om forlængelser. Hvis der er noget ved mig, der gør ham nervøs eller tøvende over for at henvende sig til mig, er jeg nødt til at vide det."

"Åh nej, det er ikke sådan noget, han elsker dig," forklarede hun. "Jeg plejer bare at tage mig af den slags for ham."

Hvilken slags ting? Jeg havde lyst til at spørge. Noget mindre end perfekt komfort?

Selvfølgelig har nogle forældre børn, der lider af angst, depression eller andre former for psykisk sygdom.

Forældrene til disse elever kan forståeligt nok forsøge at fjerne kampe og udfordringer fra deres barns liv, fordi de har set, hvordan deres barn tidligere har reageret på andre kampe og udfordringer. Og selvom jeg fuldt ud anerkender, at alle børn og situationer er forskellige - for eksempel har 504 elever absolut brug for, at visse kampe elimineres for at være på lige fod med derespeers - jeg er ikke sikker på, at løsningen for alle sensitive barn er at fjerne så meget kamp som muligt.

Jeg har klinisk angst, som til tider kan føles lammende, og som jeg ofte kæmpede med i min barndom. Men jeg kan ikke forestille mig, hvor meget værre min angst ville være, hvis mine forældre havde lært mig, at min angst var noget, man skulle frygte og undgå, ikke håndtere direkte; hvis jeg var blevet opdraget til at vige tilbage fra alt uden for min komfortzone i stedet for at bearbejde og arbejde med mit ubehag; hvisSom barn fik jeg at vide, at mine forældre - ikke jeg - var de eneste, der var i stand til at håndtere udfordringerne i mit liv.

Hvis vi ønsker, at vores børn skal blive succesfulde og sunde voksne, må vi lære dem at håndtere deres egne udfordringer, reagere på modgang og forsvare sig selv.

Se vores video om plæneklipperforældre her.

Hvad er en plæneklipperforælder?

"I stedet for at forberede børn på udfordringer, klipper plæneklipperforældre forhindringer ned."

Skrevet af WeAreTeachers den fredag, 14. september 2018

P.S.: Denne artikel af en universitetsprofessor om plæneklipperforældre er værd at tjekke ud.

Kom og del dine tanker om plæneklipperforældre i vores WeAreTeachers HELPLINE-gruppe på Facebook.

Desuden deler lærerne de mest uhyrlige ønsker fra forældrene.